Eendelig ovre denne forfærdelige virus og infektion. Jeg bryder mig virkelig ikke om at være syg i udlandet, jeg er for afhængig af mine bløde seng til det.
Jeg har ligget syg i 5 dage nu med høj feber, opkastning og diarre. Og det værste af det hele er næsten at jeg havde nøjagtig den samme sygdom for to uger siden i Thailand. Forfærdelig!
Men selvfølgelig fik jeg lov til at opleve at komme på hospitalet her på Filippinerne, hvilket også er en oplevelse i sig selv. Da jeg ankom på skadestuen var den Fldstændig TOM! Så jeg kom hurtig til må man sige, men deres metoder vil jeg nu ikke bedømme som helt vestlige. Lægen havde en meget sjov kommentar til det Aja sagde: "She hasn't eaten for two days." Lægen:"Really, why not?" Aja:"Because she's sick!" Lægen:"Really, but why?"
Men jeg skal da ikke beklage mig, for jeg er trods alt rask nu så medicinen må have virket.
Jeg har gået rund og været lidt ked af at jeg har været så meget syg. Først med den barbecue pind jeg fik ind i foden og så derefter dette.. Så jeg har slet ikke fået startet koret op pga. alt dette, hvilket jeg er SÅ ked af!
Men, ingen grund til at græde over spildt mælk. Jeg har da fået hygget lidt ungerne på andre måder: puslespil, lave drager, tegne, lære Tagalog, spille volyball osv.. Og jeg fik da undervist lidt musik til lovsangsteamet, og de bruger det så jeg er tilfreds.
På tirsdag går turen til Manila, Baseco losseplads. Her skal jeg bo hos et Australsk ægtepar lige ved lossepladsen i lidt mere end to uger. Jeg er så spændt på hvilket eventyr jeg får derude! Jeg kommer til at være så aktiv hver dag og stå op kl. 06.00 - hver dag! Og mildt sagt, jeg er IKKE et morgenmenneske!
Men hold nu det bliver for fedt, og jeg ved jeg kan klare det derude for Gud har kaldet mig der!
Derefter begynder ferien med muts og vi skal primært bare bruge vores tid på at shoppe, hygge, svømme med delfiner og spise lækker mad(rugbrød- for første gang i 3 måneder!!!!)
Jeg glæder mig til ALT(Lahat)
Følg med, næste opdate kommer fra losser'n i Baseco.
Pray for me!
Bella <3
lørdag den 11. februar 2012
fredag den 3. februar 2012
Life in the Philippines
Wow, så det er noget tid siden at jeg har opdateret bloggen, men jeg har to gode grunde til dette. Nummer 1. De sidste to dage af mit ophold i Thailand blev jeg ret syg og lå med høj feber og mavepine. Heldigvis var jeg omringet af kærlige mennesker som sørgede for mig, som leder mig til nr. 2. En aften havde en af mine venner købt noget varmt mælk for at lindre mavesmerten. Istedet for at drikke mælken valgte jeg at hælde den ud over min computer, jeps flot gået Isabella.
Jeg har derfor haft store problemer med at opdatere bloggen, men nu er løsningen på mit problem fundet. Ja jeg er hoppet med på moden og har købt en iPad 2, så det er da heller ikke så ring endda.
Da jeg kom sikkert, dog lidt halvsløj tilbage til Philippinaerne var jeg virkelig klar på at tjene i Prison Ministy'en igen. Så de sidste halvanden uge har jeg hver mandag, tirsdag, torsdag og fredag rejst rund med et team til forskellige fængsler. Her har vi haft basic møde bestående af: lovsang, vidnesbyrd, prædiken, lovsang og fællesskab/snak. Det fascinerende ved at være ude i disse fængsler er at opleve hvilket miljø de lever i. Fængslerne er virkelig FYLDT op!! De indsatte lever under forfærdelige omstændigheder, uden: sæbe, tandpasta, rent tøj, alle de basale ting som ingen af os værdsætter i vores hverdag.
I starten da jeg var med ude i fængslerne havde jeg en sådan dårlig følelse indvendig. Den bundede mest af alt i min magtesløshed. Jeg følte at intet jeg kunne sige kunne være til opmuntring eller trøst, for når jeg havde sagt alle mine positive ting kunne jeg jo blot forlade fængslet. Hvorimod de mennesker som jeg havde delt dette med var bundet til fænglet uden nogen form for frihed. Selvfølgelig åbnede Gud mine øjne til sandheden og derfor er jeg nu fyldt op med ord og vejledning - nærmest munddiarre. De kristne indsatte er til så stor inspiration med den rodfæstede tro de besider.
Her i tirsdags havde jeg den mest utrolige oplevelse med en kvinde i Angeles fængslet. Under prædiken kom hun over til mig og jeg genkende hende øjeblikkeligt. Jeg havde sidst set hende i november da vi var der med Søren, Lisbeth, Sebastian og Nicolaj. Men her var hun igen og jeg kunne virkelig føle en glæde rejse sig op i mig. Men det næste hun sagde rørte virkelig mit hjerte. Hun sagde:"Jeg har tænkt på dig lige siden jeg så dig sidst i november. Hver gang jeg lukker mine øjne om aftenen for at sove, ser jeg dit ansigt. Jeg formodede at det var Gud som prøvede at indikere at jeg skulle bede for dig, du må have haft brug for det!" Jeg var lige ved at begynde at TUDBRØLE over dette. Jeg mener, hun er den som sidder i fængsel og har gjort det i 8år uden at se sin 13årige datter en enkelt gang. Tak Gud for sådanne mennesker. Og som de fleste af de indsatte siger:" Vi er placeret af en grund, og i stedet for at ærge sig over det giver det mere mening at bruge tiden på Gud og gennemskue hans plan med dette." Seriøst, de er for seje de kristne indsatte!
Når vi nu er ved Prison Ministy'en så har jeg virkelig også lyst til at takke alle som har givet et bidrag til dette missions arbejde. Jeg har allerede modtaget 1150kr. Som rækker SÅ langt hernede på Filippinerne. Så fantastisk at folk er klar på at hjælpe andre mennesker, og jeg glæder mig virkelig til at se hvor meget vi er i stand til at give dem.
Ud over alt tjenesten går jeg også med andre spekulationer. For d. 14 februar forlader jeg POC børnehjemmet og fængsels tjenesten til fordel for Baseco losseplads i Manila. Her skal jeg bo hos et Australsk ægtepar som har åbnet deres hjem for mig. I Baseco har de bibelstudier hver morgen, tidligt, og møder/bibelstudier igen i løbet af dagen. Jeg er så spændt på at se hvordan livet er på en losseplads og specielt når 50% af menneskerne som bor der er muslimer...
Her skal jeg lidt mere end 2 uger hvorefter min elskede mutti kommer på besøg og vi skal holde ferie og jeg igen 2 uger efter tager på visa-run til Vietnam i 4 dage.
Efter alt dette ender jeg igen i Baseco for en god halvanden månedstid hvorefter turen går til Danmark.
Det er vildt at tænke på at jeg ingen planer havde da jeg ankom, andet end en flybillet 6 måneder senere. Og se hvordan det hele har artet sig så fantastisk og sikkert, det må være prisen for at følge sit kald.
Bella
Jeg har derfor haft store problemer med at opdatere bloggen, men nu er løsningen på mit problem fundet. Ja jeg er hoppet med på moden og har købt en iPad 2, så det er da heller ikke så ring endda.
Da jeg kom sikkert, dog lidt halvsløj tilbage til Philippinaerne var jeg virkelig klar på at tjene i Prison Ministy'en igen. Så de sidste halvanden uge har jeg hver mandag, tirsdag, torsdag og fredag rejst rund med et team til forskellige fængsler. Her har vi haft basic møde bestående af: lovsang, vidnesbyrd, prædiken, lovsang og fællesskab/snak. Det fascinerende ved at være ude i disse fængsler er at opleve hvilket miljø de lever i. Fængslerne er virkelig FYLDT op!! De indsatte lever under forfærdelige omstændigheder, uden: sæbe, tandpasta, rent tøj, alle de basale ting som ingen af os værdsætter i vores hverdag.
I starten da jeg var med ude i fængslerne havde jeg en sådan dårlig følelse indvendig. Den bundede mest af alt i min magtesløshed. Jeg følte at intet jeg kunne sige kunne være til opmuntring eller trøst, for når jeg havde sagt alle mine positive ting kunne jeg jo blot forlade fængslet. Hvorimod de mennesker som jeg havde delt dette med var bundet til fænglet uden nogen form for frihed. Selvfølgelig åbnede Gud mine øjne til sandheden og derfor er jeg nu fyldt op med ord og vejledning - nærmest munddiarre. De kristne indsatte er til så stor inspiration med den rodfæstede tro de besider.
Her i tirsdags havde jeg den mest utrolige oplevelse med en kvinde i Angeles fængslet. Under prædiken kom hun over til mig og jeg genkende hende øjeblikkeligt. Jeg havde sidst set hende i november da vi var der med Søren, Lisbeth, Sebastian og Nicolaj. Men her var hun igen og jeg kunne virkelig føle en glæde rejse sig op i mig. Men det næste hun sagde rørte virkelig mit hjerte. Hun sagde:"Jeg har tænkt på dig lige siden jeg så dig sidst i november. Hver gang jeg lukker mine øjne om aftenen for at sove, ser jeg dit ansigt. Jeg formodede at det var Gud som prøvede at indikere at jeg skulle bede for dig, du må have haft brug for det!" Jeg var lige ved at begynde at TUDBRØLE over dette. Jeg mener, hun er den som sidder i fængsel og har gjort det i 8år uden at se sin 13årige datter en enkelt gang. Tak Gud for sådanne mennesker. Og som de fleste af de indsatte siger:" Vi er placeret af en grund, og i stedet for at ærge sig over det giver det mere mening at bruge tiden på Gud og gennemskue hans plan med dette." Seriøst, de er for seje de kristne indsatte!
Når vi nu er ved Prison Ministy'en så har jeg virkelig også lyst til at takke alle som har givet et bidrag til dette missions arbejde. Jeg har allerede modtaget 1150kr. Som rækker SÅ langt hernede på Filippinerne. Så fantastisk at folk er klar på at hjælpe andre mennesker, og jeg glæder mig virkelig til at se hvor meget vi er i stand til at give dem.
Ud over alt tjenesten går jeg også med andre spekulationer. For d. 14 februar forlader jeg POC børnehjemmet og fængsels tjenesten til fordel for Baseco losseplads i Manila. Her skal jeg bo hos et Australsk ægtepar som har åbnet deres hjem for mig. I Baseco har de bibelstudier hver morgen, tidligt, og møder/bibelstudier igen i løbet af dagen. Jeg er så spændt på at se hvordan livet er på en losseplads og specielt når 50% af menneskerne som bor der er muslimer...
Her skal jeg lidt mere end 2 uger hvorefter min elskede mutti kommer på besøg og vi skal holde ferie og jeg igen 2 uger efter tager på visa-run til Vietnam i 4 dage.
Efter alt dette ender jeg igen i Baseco for en god halvanden månedstid hvorefter turen går til Danmark.
Det er vildt at tænke på at jeg ingen planer havde da jeg ankom, andet end en flybillet 6 måneder senere. Og se hvordan det hele har artet sig så fantastisk og sikkert, det må være prisen for at følge sit kald.
Bella
Abonner på:
Opslag (Atom)