Nu er efterhånden ved at være gået lidt over en uge og snart bliver jeg efterladt til mig selv.
Vi har de sidste dage været på et børnehjem med omkring 80 smukke smukke børn i byen Subic og mere præcist Olongapo.
I går var vi i to forskellige fængsler for at holde møder med de indsatte. Der blevet sunget hjertelovsange og lederen af børnehjemmet Chrissy delte Gud ord. Det var virkelig specielt at se mænd og kvinder være så trofaste i troen taget i betragtning af at nogle af dem har siddet i fængsel i 18 år uden at få deres sag behandlet. Virkelig inspirerende!
Chrissy har lavet fængselsmisson de sidste 23 år og har været trofast i at besøge fangerne hver uge lige siden. Og mange af de børn som hun har på børnehjemmet er børn til de kvinder og mænd som hun besøger i fængslerne, så det er virkelig et helt fantastisk arbejde hun gør hernede.
I morges var vi i et kvindefængsel hvor en af de indsatte delte et vidnesbyrd med os som jeg har lyst til at dele. Da hendes 20 årige datter blev dræbt for nogle år siden af hendes svigerbror i jalouxi, og forældrende blev anklaget for at være morderne og har derfor siddet i fængsel lige siden. Og denne kvinde i fængselet har ikke snakket med sin familie i næsten 23 år, men da deres sag fornylig var i medierne fik familien afvide at hun sad i fængsel for hendes datters mord og familien blev genforenet efter 23 år. Denne kvinde var en af de mest ivrrige og hengivet kvinder under lovsang. Hun har så stor tro på at Gud har sat hende derinde af en grund i stedet for at ende i den anden grøft uden Gud, har dette bragt hende endnu tættere på Gud. Det er jo helt igennemt et mirakel!
Jeg har oplevet så meget den sidste uge, at jeg har haft helt svært ved at fordøje alle indtryk. Men det bliver nok bedre med tiden og jeg klager bestemt ikke...
Isabella
tirsdag den 22. november 2011
torsdag den 17. november 2011
Manila - Storbyen
Gooodbye dubaiii and hellooo manila...
Paa vej til Manila havde vi en lille mellemlanding i Dubai hvor vi alle noed godt af at der var gratis net i lufthavnen, som det ses paa billedet nedenfor.
To dage er gået i den store by Manila og mange indtryk er blevet indprintet i hjernen. Vi har boet på det lækreste hotel i midtbyen med gode værelser og pool på tager med udsigt over hele byen. Så der er intet at klage over. Om dagen har vi fået tiden til at gå i kontrastdelen af Manila, nemlig den fattige slum. Her har vi mødtes med en Australier ved navn Mark som med sin kone har vælgt det søde liv i Australien fra for at bo i slummen sammen med en masse Filippinerne på en losseplads og evangelisere ude blandt de fattige. Wow det er et vildt offer! Jeg er så betaget af det arbejde de laver derude og de forbedringer af floks levevilkår de har været med til at gøre. Vi brugte kun to dage derude, men jeg kunne have blevet der en hel måned hvis det skulle være. Derfor fik jeg Marks mobil nr. og regner helt klart med at komme tilbage til Basequo slummen, det er helt sikkert. Mit hjerte banker virkelig for sådanne mennesker og jeg er blevet invitetet derud og bo hvornår som helst, så den mulighed vil jeg på ingen måde gå glip af.
De mennesker der bor i slummen kan vi vesterlændinge virkelig lære meget af mth. til gæstfrihed, identitet og overlevelse. Og jeg håber at det er noget jeg kan suge til mig når jeg tager derud igen og skal bruge en masse tid sammen med dem.
Turen dernede er virkelig gaaet helt fortryllende let og det er faktisk utrolig nemt at vaenne sig til at spise ris 3 gange om dagen. Nu havde jeg jo forventet at skulle tabe mig lidt nu hvor det er saa varmt og man derfor ikke behoever at hyggespise saa meget. Men naar der er Starbucks kaffe inden for gaa afstand i naesten alle byer, ved jeg godt nok ikke om det er aktuelt alligevel. :)
Priserne paa Filippinerne er absurt lave. Bare for at eksemplificere det: en kaffe paa Starbucks koster omkring 15 kr., All-stars snickers koster 140 kr. og at koere med Jeepnier (Lille motorcykel med sidevogn) koster 1 kr.
Vejret hernede er ogsaa meget anderledes end i Danmark selvom det ogsaa er vinter her. Indtil videre har vi haft let overskyet vejr med sol engang imellem og omkring 30-34 graders varme. Saa jeg nyder ikke at skulle taenke paa at huske jakke, stoevler, hat og vanter. Det er bare paa med sorts, top og slippers og saa koerer vi :)
Nu er vi i Cabangan og har nydt morgenen i ved at bade i det kinestiske hav, og hvilken oplevelse med solen i ansigtet og 30 graders vand. Vi nyder det virkelig som aegte turister ville goere det.
Jeg har selvfølgelig taget lidt stemningsbilldeder for at i kan se igennem min linse hvad jeg har været ude i.
Paa Mc.D i Dubaii airport
Mhh, Starbucks kaffe
Udsigt fra Manila Pearl hotel over byen
Omgivelserne i Basequo, Manila slum
Husmor som vasker toej, laver mad og passer sine boern samtidigt
En af boernene i slummen
Igen boern fra slummen
Dette er Mark som sammen med sin kone har offret livet i Australien for at bo med filippinerne i slummen
Og selvfoelgelig mig, bare for at dokumentere overfor min familie og venner at jeg er helt okay :)
Ses om et par dage!
Isabella
Paa vej til Manila havde vi en lille mellemlanding i Dubai hvor vi alle noed godt af at der var gratis net i lufthavnen, som det ses paa billedet nedenfor.
To dage er gået i den store by Manila og mange indtryk er blevet indprintet i hjernen. Vi har boet på det lækreste hotel i midtbyen med gode værelser og pool på tager med udsigt over hele byen. Så der er intet at klage over. Om dagen har vi fået tiden til at gå i kontrastdelen af Manila, nemlig den fattige slum. Her har vi mødtes med en Australier ved navn Mark som med sin kone har vælgt det søde liv i Australien fra for at bo i slummen sammen med en masse Filippinerne på en losseplads og evangelisere ude blandt de fattige. Wow det er et vildt offer! Jeg er så betaget af det arbejde de laver derude og de forbedringer af floks levevilkår de har været med til at gøre. Vi brugte kun to dage derude, men jeg kunne have blevet der en hel måned hvis det skulle være. Derfor fik jeg Marks mobil nr. og regner helt klart med at komme tilbage til Basequo slummen, det er helt sikkert. Mit hjerte banker virkelig for sådanne mennesker og jeg er blevet invitetet derud og bo hvornår som helst, så den mulighed vil jeg på ingen måde gå glip af.
De mennesker der bor i slummen kan vi vesterlændinge virkelig lære meget af mth. til gæstfrihed, identitet og overlevelse. Og jeg håber at det er noget jeg kan suge til mig når jeg tager derud igen og skal bruge en masse tid sammen med dem.
Turen dernede er virkelig gaaet helt fortryllende let og det er faktisk utrolig nemt at vaenne sig til at spise ris 3 gange om dagen. Nu havde jeg jo forventet at skulle tabe mig lidt nu hvor det er saa varmt og man derfor ikke behoever at hyggespise saa meget. Men naar der er Starbucks kaffe inden for gaa afstand i naesten alle byer, ved jeg godt nok ikke om det er aktuelt alligevel. :)
Priserne paa Filippinerne er absurt lave. Bare for at eksemplificere det: en kaffe paa Starbucks koster omkring 15 kr., All-stars snickers koster 140 kr. og at koere med Jeepnier (Lille motorcykel med sidevogn) koster 1 kr.
Vejret hernede er ogsaa meget anderledes end i Danmark selvom det ogsaa er vinter her. Indtil videre har vi haft let overskyet vejr med sol engang imellem og omkring 30-34 graders varme. Saa jeg nyder ikke at skulle taenke paa at huske jakke, stoevler, hat og vanter. Det er bare paa med sorts, top og slippers og saa koerer vi :)
Nu er vi i Cabangan og har nydt morgenen i ved at bade i det kinestiske hav, og hvilken oplevelse med solen i ansigtet og 30 graders vand. Vi nyder det virkelig som aegte turister ville goere det.
Jeg har selvfølgelig taget lidt stemningsbilldeder for at i kan se igennem min linse hvad jeg har været ude i.
Poolen paa hotelet, saa laekker!
Og selvfoelgelig mig, bare for at dokumentere overfor min familie og venner at jeg er helt okay :)
Ses om et par dage!
Isabella
søndag den 13. november 2011
1 dag tilbage...
1 dag tilbage, lev mens you got it, elsk mens du tør det
Og dog...
Så er det imorgen det sker og hold nu op hvor jeg er spændt. Jeg forlod Randers i går aftes med en glæde og tryghed samt en smule tårer i øjenkrogene. Jeg ved dette vil blive en livsforvandlende rejse med både op- og nedture, men det vigtigste er helt sikkert at jeg ikke er alene om dette! Så nu er jeg pakket og klar til at begive mig ud på eventyr med Gud i hånden og de næste 6 måneder står den udforskning, relationer, opdagelser og forståelse. Og lad mig bare sige det lige ud: JEG KAN IKKE VENTE!
Et kæmpe tak til alle de som har været med til at opmuntre og hjælpe mig med at få realiseret denne drøm som jeg har fået lagt på hjerte. Gud har virkelig banet vejen for mig så jeg har mødt de rette mennesker og åbnet døre til ting som er større end jeg med min intelligent kan forstå.
Dagen i København er gået med at få sagt farvel til Tas og Frederikke hvilket har været til stor opmuntring. Det er først her inden min rejse det virkelig er gået op for mig hvor mange fantastiske venner og veninder jeg er velsignet med og det kan jeg kun takke Gud for.
Alle der har haft musik kender til hi hat rytmen hvor man synger: på tirsdag, på tirsdag, på tirsdag, på tirsdag... Og det er primært det jeg får resten af min dag til at gå med, bort set fra jeg synger: på mandag, på mandag, på mandag, på mandag... Haha
I hører fra mig snart igen, nemlig når jeg sidder i varmen på Filippinerne :)
Love
Isabella
Og dog...
Så er det imorgen det sker og hold nu op hvor jeg er spændt. Jeg forlod Randers i går aftes med en glæde og tryghed samt en smule tårer i øjenkrogene. Jeg ved dette vil blive en livsforvandlende rejse med både op- og nedture, men det vigtigste er helt sikkert at jeg ikke er alene om dette! Så nu er jeg pakket og klar til at begive mig ud på eventyr med Gud i hånden og de næste 6 måneder står den udforskning, relationer, opdagelser og forståelse. Og lad mig bare sige det lige ud: JEG KAN IKKE VENTE!
Et kæmpe tak til alle de som har været med til at opmuntre og hjælpe mig med at få realiseret denne drøm som jeg har fået lagt på hjerte. Gud har virkelig banet vejen for mig så jeg har mødt de rette mennesker og åbnet døre til ting som er større end jeg med min intelligent kan forstå.
Dagen i København er gået med at få sagt farvel til Tas og Frederikke hvilket har været til stor opmuntring. Det er først her inden min rejse det virkelig er gået op for mig hvor mange fantastiske venner og veninder jeg er velsignet med og det kan jeg kun takke Gud for.
Alle der har haft musik kender til hi hat rytmen hvor man synger: på tirsdag, på tirsdag, på tirsdag, på tirsdag... Og det er primært det jeg får resten af min dag til at gå med, bort set fra jeg synger: på mandag, på mandag, på mandag, på mandag... Haha
I hører fra mig snart igen, nemlig når jeg sidder i varmen på Filippinerne :)
Love
Isabella
Abonner på:
Opslag (Atom)